Du er her:
Olaf Liljekrans
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
​
Faksimile
4 Ark.
Ingeborg,
Arne fra Guldviks Datter,
i
Olaf Lilliekrans.
Skuespil i 3 Akter
af Henr. Ibsen.
Udleveret til Mdm Isachsen.
den 7/12. 56.
​
Faksimile
​
Faksimile
​
Første Akt.
3die Scene.
Arne. Hemming. Fru Kirsten, m. Fl:
Hemming
.
– Lyksalig er Olaf, der skal
eie hende!
4de Scene.
De Forrige. Ingeborg og Piger.
(komme over Broen; endnu i
Baggrunden:)
Hvi løbe I fra mig?
Hvad skal det gavne? Der bliver dog
Intet af, før jeg kommer. (Hun
bemærker Fru Kirsten og hendes Følge.)
Fru Kirsten! Er I her? See det
maa jeg lide! (raskt, i Forbigaaende,
til Følget.) Min Hilsen til Jer Alle!
(Til Fru Kirsten; idet hun seer sig om:) ​
Faksimile

Men Olaf – hvor har I ham?
Fru Kirsten
.
– at møde Bruden, men –
Hvad nu?
Arne
.
Og hvorfor ikke?
I sige frem – jeg beder Jer!
Fruen
.
– stærkt til at mørknes.
At jage?
Fruen
.
– sine Heste og Hunde.
Agter han sin unge Brud saa
ringe, at han nytter Bryllupsdage-
ne til at veide Dyr?
Arne
.
Saa siig da –
Hvad mener I?
Hemming
.
Ha Tort og Skam!
Ei Bryllup!
Fruen
.
– det skorter paa En –
Paa En? Paa hvem? Vel skulde ​
Faksimile

jeg mene, at naar Bruden er rede,
saa – –
Fruen
.
Brudgommen saavel som Bruden.
Arne
.
Gjæsterne
.
Olaf!
Min Fæstemand!
Fruen
.
– fra Hjem og Brud –
(og de Andre.)
Flygtet!
Arne
.
– saa er Brudgommen rømt!
Ikke gaar jeg til Kirken med ham,
der holder mig saalidet værd.
Fruen
.
– Olaf er bjergtagen!
Gjæsterne
.
Bjergtagen!
(paa samme Tid.)
Fri mig Gud!
Fruen
.
– vi har Intet fundet.
Og Ingen traf I, som kunde sige
Jer – –
​
Faksimile
Gjæsterne
.
Thorgjerd Spillemand! Den gale
Thorgjerd!
Han har lært Nøkkens Sange.
5te Scene.
De Forrige. Thorgjerd.
Thorgjerd
.
– saa har han ingen Nød!
Siig frem, hvad du veed!
6te Scene.
De Forrige, uden Thorgjerd.
Arne
.
med at lede ham op.
Ikke blev det sjunget for min Vug-
ge, at jeg skulde løbe om i Skov og
Mark for at finde min Brudgom
igjen.
Arne
.
Ti stille!
Er han koglet i Fjeldet, saa lad
den tage ham, som har gjort det; ​
Faksimile

jeg agter ikke at dele min Fæste-
mands Hu og Hjerte!
Hemming
.
– Jer for de Ord!
(med et stolt, afvisende Blik:)
Hvad nu?
Fruen
.
Følg med, følg med!
(sagte til Hemming, der staar ned-
slaaet.)
Hvi gaar du ikke med de
Andre? Bedre var det, at du skaffe-
de mig min Fæstemand igjen, end
at du staar her og signer mig for
Ord, som jeg lidet mener.
Arne
.
Kom, kom!
(til Hemming, der vil gaa:)
Vent,
Hemming! Fæst mine Skospænder!
(rækker Foden frem.) See der, spænd
den vel til!
​
Faksimile
7de Scene
Ingeborg. Hemming.
Hemming
(knæler ned og fæster Spænderne.)
(medens han er beskjæftiget dermed:)
Herr Hjalmar seiled til Sjællands Ø,
Der lod han sit unge Liv;
I Høienloftssal sad alt imens
Skjøn Ingeborg, hans væne Viv!
(idet hun flytter den anden Fod frem.)
Der, spænd mig ogsaa den fast!
(vedbliver at nynne:)
Og der fik hun[HIS: En blyantstrek i teksten markerer sannsynligvis at Ibsen har ønsket å bytte om rekkefølgen på «fik» og «hun».] det klagelig' Bud;
Da blev hun saa sorrigfuld og mod,
At Bæltet sprængtes om hendes Midje,
Og Sølvspænden brast om hendes Fod! –
– Saadan gik det mig med, da jeg fik
det Bud om min Fæstemand, at Vætter- ​
Faksimile

ne havde lokket ham. (idet hun spei-
der efter, hvad Indtryk det vil gjøre
paa Hemming:) Det er derfor, mine
Spænder brast! (Utaalmodig, da han
Intet forraader:) Hører du, Hemming,
jeg siger, det er derfor –
Hemming
.
– ja, jeg hører nok!
Du hører, du hører – det skulde
Ingen see paa dig! – Nu, hvorfor bøier
du Hovedet? Er der gaaet dig Noget
imod?
Hemming
.
– ærligt skal sige Jer –
Javist gjør jeg!
Hemming
.
Saa maa I da vide –
(hurtigt:)
Aa nei, det trænges ikke!
(koldt.) Saa, nu er det nok med
Skoene! (Hun fjærner sig nogle ​
Faksimile

Skridt; nynner, idet hun betragter
Hemming med skjult Drilleri:)
Og der hun fik det klagelige Bud,
Da blev hun saa sorrigfuld og mod,
At begge hendes Øine brast derved,
Og Blodet sprang fra Hjerterod.
(henkastende:)
Ja, saadan gik det nu ikke med mig,
men det tør vel komme – (Vender
sig pludseligt om mod ham; hastigt:)
Og saa siger han: «Herren signe Jer
for de Ord,» ret som om –
Hemming
.
siden I gav Jert Fæstensord –
Hvad saa?
Hemming
.
– heroppe engang før?
(kort:)
Jeg mindes aldrig.
Hemming
.
– dernede ligger Myren, som –
​
Faksimile
(nærmer sig.)
Var det dengang, vi
hørte Bjørnen?
Hemming
.
Ja, ret dengang.
(stedse mere og mere ivrig:)
Jeg
fandt Gjeden igjen.
Hemming
.
– som fandt den først.
Ja ja, saadan var det; deroppe
under Uren.
Hemming
.
– I Jert Strømpebaand.
Og bandt den.
Hemming
.
– skulde sanke Jordbær.
Derborte i Bakken – ja! Og du hav-
de gjort en Næverskrukke til mig.
Hemming
.
– saa var det, vi hørte –
Bjørnen, ha, ha, ha! Vi maatte
over Myren der, hvor den var blødest.
Hemming
.
– Dig paa Armen –
​
Faksimile
Og sprang med mig fra den ene Tue
til den anden. (Leende.) Hvor
rædde vi var, begge To!
Hemming
.
– ræd for din Skyld.
Og jeg for din – – (standser pludse-
lig og vedbliver at betragte ham, idet
hendes Ansigt antager et bydende og
krænket Udtryk.) Hvad er det, du
her staar og siger? Hvorfor gaar
du ikke? Sømmer det sig at tale
saa til din Herres Datter? – Gaa,
gaa, Du skulde jo finde min Fæ-
stemand!
Hemming
.
– min Herres Datter.
Finder du ham, saa lover jeg dig
en baldyret Trøie til Juul, saa
glad bliver jeg derved.
​
Faksimile
Hemming
.
– veed, det glæder Jer.
(der er stegen op paa en Steen, hvor
hun plukker nogle blomstrende Kviste:)
Hemming, hvor rig er min Fæste-
mand?
Hemming
.
– baade Gaard og Grunde.
(fremdeles beskjæftiget:)
Og Du, hvad
eier Du?
Hemming
.
– det er det Hele!
Det er ikke meget, Hemming!
Hemming
.
– meget, Jomfru Ingeborg.
(nynner, bortvendt fra ham, uden
at forandre Stilling og beskjæftiget som
før:)
Saalidet monne mit Hjerte stunde
Til ham, som eier baade Gaard og Grunde;
Langt bedre huer mig den fattige Svend,
​
Faksimile
Til ham staar min Tanke – han er
min Ven!
Hemming
.
– tifold prise min Armod.
(vender Hovedet og siger koldt:)
Jeg skjønner dig ikke; det jeg sang
var kun en gammel Vise. (Hun
stiger ned fra Stenen med Hæggekvi-
stene i Haanden, og nærmer sig, idet
hun betragter ham stivt.) Men jeg
kjender en Vise til, og den vil jeg
sige for dig:
I Kongens Gaard stander Gangeren god;
Den Beiler, som eier en Ridders Mod,
Han skoer den Gule, han skoer den Graa,
Den Rappeste lægger han Sadlen paa!
Han løfter sin Brud paa Gangerens Ryg,
Hun følger ham villig, hun følger ham tryg;
​
Faksimile
Han rider sig med hende saa langt un-
der Ø,
Med ham vil hun gjerne baade leve
og dø!
Hemming
.
– røver dig endnu inat!
(heftigt, idet hun stedse kjæmper med
et frembrydende Smiil:)
Hjælpe mig
Gud, hvordan er det fat med dig? –
Hvad er det, Du tænker paa? Vil du
røve din Herres Datter? Du maa være
syg eller gal, siden du kan falde paa
Sligt! – Dog, det skal være glemt –
for denne Gang. Gaa nu! og tak
Himlen, at du slap saa let; thi vel
har du fortjent et Rap – (løfter Kvi-
sten, men lader den synke og siger
med forandret Stemme:) – og min ​
Faksimile

røde Guldring – see der, tag den! –
(Tilkaster ham en Ring, som hun har
trukket af Armen og iler hurtigt
ud tilvenstre.)
12te Scene.
Alfhild. Olaf. Fru Kirsten.
Olaf
.
– vakt mig, nu er Alting ude!
13de Scene.
De Forrige. Ingeborg. Arne, m. Fl.
(kommer fra Venstre med Arne,
Hemming, Bryllupsgjæsterne og Følget.)
Fruen
.
– vild paa Jagten, og –
(peger paa Alfhild.)
Men denne un-
ge Kvinde –?
Fruen
.
– Kvinde følger med!
I mener, at hun –?
Hemming
.
– Ingeborgs røde Guldring!
​
Faksimile
(tager Ringen fra ham og siger lige-
gyldigt:)
Min Ring! See, see! har
Du den, Hemming! Tak, nu skal jeg
selv tage Vare derpaa!
(gaar med Øvrige ud til Venstre.)
​
Anden Akt.
8de Scene.
Arne. Hemming.
Arne
.
– Mørkets Gjerning at gifte sig?
9d Scene.
De Forrige. Ingeborg. Olaf. Fru Kir-
sten og Fl.
(kommer ind med de Andre og taler
hviskende med Hemming.)
Fruen
.
– kommer vi nok ud af.
(sagte til Hemming.)
Hvad mener Du? ​
Faksimile

Hvad er det for et livsaligt Haab, Du
taler om?
Hemming
.
– snart vise Jer, at –
Tys! der nærme de sig!
Fruen
.
– Eders Svend og Alfhild.
(med et Udraab.)
Hemming!
(De hviske sammen under det føl-
gende.)
Hemming
.
– ikke forstaaet hinanden.
Men saa siig fra! – Du skal! – Jeg
byder dig!
Hemming
.
– Eder, jeg tænkte paa.
Godt; saa vil jeg. (høit.) Hemming
skal ikke for Alteret med Alfhild; –
han er for god til at ægte anden
Mands Frille!
Olaf
.
– Beskjæmmet er hun!
​
Faksimile
Ja, høit nævner jeg Ordet: Hun er
anden Mands Frille! Lad den mod-
sige mig, som tør! ˹ (Vedbliver uafbrudt
at hviske til Hemming.) ˺
10de Scene.
De Forrige. Alfhild.
Arne
.
Træd frem! Træd frem!
(paa sammen Tid, som Alfhild, idet de
begge gribe en af Olafs Hænder:)
Her
er jeg!
Alfhild
.
Jovist, det er jo Olaf!
(slipper hans Haand.)
Han har da
lovet hende –!
Arne
.
– Du er en listig Hund!
(holder Hemming tilbage, da han vil
gaa med de Andre.)
Hemming, jeg gaar ikke til Kirken
med Olaf Liljekrans!
​
Faksimile
Hemming
.
– hvordan skal det hindres?
Kommer det derpaa an, saa siger
jeg Nei, Nei – for Alteret selv – i Alles
Paasyn!
Hemming
.
Ingeborg!
Hold min Hest sadlet og rede!
Hemming
.
Hvad – I vil?
Jeg vil! Nu veed jeg først, hvor
kjær du er mig, nu jeg staar Fare
for at miste dig. Gaa, gjør som jeg
siger og vaer mig ad, naar Tid er.
(Gaar ud tilhøire.)
11te Scene.
Alfhild
.
– være i dit Brudekammer!
(kommer hurtig frem bag Huset med
Hemming.)
Hemming
.
– sadlet bag ved Staburet.
​
Faksimile
Og alle Karlene er nede ved Kirke-
døren, ei saa?
Hemming
.
– Ingen kan slippe ud!
Afsted da! Op til Dalen, som Alf-
hild har talt om!
Hemming
.
– Ingen søge os!
(De ile ud tilvenstre.)
​
Tredie Akt.
3die Scene.
Alfhild. Olaf.
Olaf
.
O, Christ! hvad har jeg gjort!
(Begge gaa.)
4d Scene.
Ingeborg. Hemming.
(kommer efter en kort Pause ind
fra Høire med Hemming.)
See saa, ​
Faksimile

nu er vi da heroppe! Hvor her er dei-
ligt og lyst og fredsomt!
Hemming
.
– leve godt sammen!
Men mærk dig vel, at du er min
Svend, ikke Andet; saalænge til min
Fader har givet sit Minde.
Hemming
.
Det gjør han aldrig.
Vær du rolig, vi finde nok paa Raad.
Men nu maa vi tænke paa at vælge
os en Stue til at bo i.
Hemming
.
for mange Aar siden.
Her huer det mig godt! Derhenne
ligger ogsaa slig en gammel Stue;
Vandet har vi nærved; og Skoven
er vist rig paa Vildt. Du kan fi-
ske og jage; ja, vi skal leve et dei-
ligt Liv!
​
Faksimile
Hemming
.
– og seer Huset tilrette.
Gjør jeg? Nei, det maa du tage
vare paa!
Hemming
.
– eller Fiskeredskaber med.
(med et Udtryk af Forsagthed:)
Og det
falder mig ind – her er ingen Terner,
som kan gaa mig tilhaande.
Hemming
.
– Det gjør jeg saa gjerne!
Nei, ellers Tak! – Og alle mine go-
de Klæder – Jeg tog ikke Andet med
end Brudestakken, som jeg staar og
gaar i.
Hemming
.
ilde betænkt af dig!
Sandt nok, Hemming! Og der-
for skal du en Nat liste dig ned til
Guldvik og tage med dig af Klæder
og andre Ting, saameget jeg har Brug ​
Faksimile

for!
Hemming
.
– hængt som Tyv!
Nei, derfor skal du vare dig vel, det
byder jeg! (Betænkeligt:) Men naar
saa den lange Vinter kommer? In-
gen Mennesker er heroppe – Dands
og Sang faa vi aldrig at høre – –
Hemming! skulde vi blive her, eller –
Hemming
.
– vi ellers ty hen?
(utaalmodigt.)
Ja, men der kan
jo ingen Mennesker leve her.
Hemming
.
– Jovist kan de leve!
Ei, Du seer jo selv, de ere døde
Allesammen! – Hemming, jeg me-
ner det er bedst, jeg reiser ned til
min Fader.
Hemming
.
– blive af mig?
​
Faksimile
Du skal ride i Krigen!
Hemming
.
– blive slaaet ihjel?
Vist ikke! Du skal udføre en be-
rømmelig Gjerning, saa bliver Du
Riddersmand, og saa vil ikke min
Fader være dig imod.
Hemming
.
– slaar mig ihjel?
Nu, det kan vi altid tænke paa. –
Idag og imorgen faa vi vel blive her;
saalænge sidde Gjæsterne i Gildehuset
og tære Bryllupskosten; – søge de ef-
ter os, saa sker det vel rundt om i
Bygden; heroppe kan vi være trygge
og – – (standser og lytter.)
Hemming
.
– De er efter os!
Hvor skal vi ty hen?
Hemming
.
– hvor kan jeg vide –?
​
Faksimile
Gaa ind i Stuen; gjør Døren til-
rette, saa den kan stænges indenfra.
Hemming
.
Ja, men – –
Gjør som jeg siger! Jeg gaar op
paa Bakken imens og seer efter,
om de ere langt borte.
(gaar ud tilhøire.)
5te Scene.
Olaf
.
– afsyne inde i Skoven, og jeg –
(kommer ilende fra høire:)
De ere
lige her ved og – (standser forskræk-
ket.) Olaf Liljekrans!
Hemming
.
– vel forbi med mig!
(afsides:)
Han maa være redet ifor-
veien!
Olaf
.
– for at lede om mig.
(afsides:)
Men jeg følger ikke med!
​
Faksimile
Olaf
– Jeg viger ikke herfra!
(høit, idet hun træder nærmere:)
Olaf Liljekrans! Du har mig nu
fat; men ilde gjør Du, om Du tæn-
ker at tvinge mig.
Olaf
– Det er saalidet min Agt.
Hvi kommer du da hid sammen
med mine Frænder?
Olaf
.
– tvertom dig, som –
Det Paafund daarer mig ikke! –
Jeg saa jo nylig hele Følget –
Olaf
.
Hvem? hvem?
Min Fader og vore Slægtninge!
Olaf
.
Heroppe?
Javist, lige her ved!
Olaf
.
– min Moder med dem.
Ja, det er hun rigtignok; men hvor ​
Faksimile

kan det skrække dig?
Olaf
.
– det er mig, de søge.
Nei, det er mig!
Olaf
.
Dig?
(begynder at fatte Sammenhængen.)
Eller – bi lidt – Ha, ha, ha! hvad
falder mig ind! – Hør, skal vi To
være ærlige mod hinanden?
Olaf
.
– var just min Agt.
Nu godt, saa siig mig, hvad Tid
kom du herop?
Olaf
.
Inat.
Jeg ligesaa.
Olaf
.
Du?
Javist, javist! Og du drog bort
uden at Nogen vidste derom?
Olaf
.
Ja!
​
Faksimile
Jeg ligesaa!
Olaf
.
Men saa siig mig –
Tys, vi har knap Tid! Og Du flyg-
tede herop, fordi du havde kun ringe
Lyst til at følge mig for Alteret?
Olaf
.
– hvor kan du tro –
Jo, det kan jeg godt tro. Siig
kun frem; vi skulde jo tales ærligt
ved.
Olaf
.
– det var derfor, jeg –
Godt godt, jeg gjorde ligesaa!
Olaf
.
Du Ingeborg?
Og nu seer du vel nødig, at Nogen
kommer dig paa Spor?
Olaf
.
– det skal ikke nægtes!
Jeg ligesaa! Ha ha ha, det er et ly-
stigt Træf; jeg flygtede for dig og du ​
Faksimile

for mig – Begge flygtede vi hidop, og
nu mødes vi, just som vore Frænder
ere efter os! – Hør, Olaf Liljekrans!
det er et Ord, vi forraade ikke hin-
anden!
Olaf
.
Det er et Ord!
Men nu maa vi skilles ad!
Olaf
.
Jeg forstaar!
Thi fandt de os sammen, saa –
Olaf
.
– at blive fri for mig.
Farvel! Kommer jeg engang til
at holde Bryllup, saa skal du være
min Brudesvend.
Olaf
.
– paa samme Viis?
Det forstaar sig. Farvel! Farvel!
og vær ikke umildt sindet mod mig.
Olaf
.
Haanden, hvor vi mødes.
​
Faksimile
Jeg ligesaa! Hvor vi mødes – bare
ikke for Alteret. (gaar ind i Huset.)
8de Scene.
Arne. Olaf. Alfhild. Fruen m: Fl:
Arne
.
Ere I med paa det?
Karlene
.
Ja, ja!
9de Scene.
De Forrige. Ingeborg og Hemming.
(træder hurtig ud fra Huset og træk-
ker Hemming efter sig.)
Her er
jeg! Hemming har fundet mig!
Arne
.
– saa skal da ogsaa –
(kaster sig om hans Hals:)
O, Fader!
Fader! Det nytter dig ikke; du har
givet dit Ord!
Arne
.
– selv ført dig bort!
Nei, tvertom, Fader! Det var mig, ​
Faksimile

som førte ham bort!
Arne
.
Er du da forrykt?
(sagte.)
Saa siig ja, strax paa Stedet!
Ellers fortæller jeg til alle Mennesker,
at det var mig, som – –
Arne
.
– saa være godt dermed.
(og Hemming.)
O Tak, Tak!
10de Scene.
De Forrige. Thorgjerd.
Thorgjerd
.
– folksomt i Dalen idag.
(og de Andre:)
Thorgjerd Spillemand!
Alfhild
.
Min Fader!
(og de Andre:)
Hendes Fader!

Forklaringer

Tegnforklaring inn her